HDR-billeder med Photomatrix Pro

HDR billeder med PhotoMatrix Pro                                  Jørgen/Philip 2010

Nogle holdepunkter fra forårets workshop og fra bogen ”Practical HDR” af David Nightingale

Når man har taget 2, 3 eller 5 billeder af det samme motiv med forskellig eksponering, kan man blande billederne med programmet PhotoMatrix Pro og opnå nogle helt fantastiske virkninger. Først og fremmest kan man få vist detaljer i både skygger og højlys, sådan at billedet ser pænt og naturligt ud uden udbrændt himmel og kulsorte skygger; det er vist sådan set meningen med HDR. Men man kan også få nogle overraskende og næsten surrealistiske billedmæssige virkninger frem.

Photomatrix Pro kan bruges på tre måder, der er meget forskellige:

1.      Details Enhancer – her er der mulighed for surrealistiske billeder, og et utal af justeringsmuligheder, men det kan også gå rasende galt. Det er den mest brugte metode, som kan give de mest forskellige udgaver af det samme billede – også realistiske.

2.      Tone Compressor, som har noget færre muligheder for at pille ved billedet, men som kan give meget pæne og realistiske billeder, og

3.      Exposure Fusion, som er den helt enkle måde.

1 – Details Enhancer

Det første trin her er fælles med den mellemsmarte måde, og den hedder ”Generate HDR image”. Her er der allerede en del justeringsmuligheder i den måde, billederne lægges sammen på. Ud over at billederne kan ”Align” ’es, hvad man altid skal, og normalt ved at ”matche features”, så kan man også med fordel sætte hak i ”Reduce chromatic aberrations” og ”Reduce noise”. Det reducerer henholdsvis de farvede konturer i kanten af billedet (for os, der har billige objektiver) og billedstøjen især i de mørke dele af billedet. Begge disse fejl bliver nemlig forstærket og bliver tydeligere ved HDR-processen.

Endelig kan man med fordel sætte hak i ”Reduce ghosting artifacts” for at dæmpe den spøgelsesvirkning, der opstår når motivet har flyttet sig mellem de enkelte optagelser. Der er fire indstillinger, nemlig små eller store bevægelser (”Background movements” og ”Moving objects”) og begge dele i henholdsvis ”Normal” og ”High”. Jo mere, man forsøger at dæmpe spøgelserne, jo mere billedstøj laver programmet og jo færre detaljer overlever, så hvis der er store bevægelser (eller man har taget billederne uden at bruge stativ – uha!), skal man nok prøve at generere HDR-billeder et par gange med forskellige indstillinger, før man har fundet det bedste at gå videre med.

Hvis man blander 2 eller flere RAW-billeder, får man desuden mulighed for at indstille hvidbalancen og farverum (som altid bør være Adobe RGB), men det er altså langt bedre at konvertere sine RAW-billeder i et andet program, fx Photoshop (se trin 0 i vejledningen her), og blande billeder der er konverteret til TIFF. For TIFF- eller JPG-billeder er der ikke disse to indstillingsmuligheder. Det er vigtigt, at billederne har den samme hvidbalance.

Når man trykker på ”OK”, laver programmet et 32-bit billeder i løbet af et godt stykke tid, men det ser tamt og trist ud. Det skal man ikke lade sig narre af. Det kan godt betale sig at gemme billedet, både hvis man vil prøve flere måder at dæmpe spøgelser på, men især hvis man vil eksperimentere med den følgende proces. Det skal gemmes som et ”hdr” billede. Herefter trykker man på knappen ”Tone Mapping”, og så kommer de to valgmuligheder ”Details Enhancer” og ”Tone Compressor”.

Anden del af Details Enhancer er et slaraffenland af muligheder for at lave spændende billeder med hele 14 knapper at dreje på. Flere af dem er dog ikke særlig effektfulde og nogle ligefrem unyttige, men der er alligevel uendelige variationer ved hånden. Man kan lave billeder, der ser hvordan ud som helst. Jeg synes godt om at gøre sådan:

1.1 – skru helt op for ”Strength” (100) og ”Microcontrast” (10,0). Så er der maksimal effekt, man kan virkelig se at der sker noget.

1.2 – Prøv forskellige indstillinger med ”Smoothing”. Den kan indstilles i trin, hvis der er hak i ”Light Mode”, hvor de mest anvendelige trin er ”Max” (der er næsten realistisk), ”High” (der nogen gange giver en god ”HDR-lignende” effekt), og ”Medium” eller ”Low” (der andre gange giver et spændende, surrealistisk billede). Eller også kan den indstilles trinløst, når der ikke er hak i ”Light Mode”; det virker lidt anderledes, men giver stadig et nogenlunde realistisk billede ved en høj indstilling (+10). Ved lavere indstillinger finder programmet på at lysne bestemte nuancer, og det kan give nogle spøjse virkninger. Der kan komme rigtig mange forskellige udgaver ud af det samme billede, afhængigt af hvordan ”Smoothing” indstilles. Lav indstilling giver mange og skarpe detaljer, mens høj indstilling giver færre detaljer.

Så skal vi til at lappe på nogle af de bivirkninger, der opstår. Der er sikkert kommet ”halo” eller glorie rundt om mørke ting, der grænser op til noget lyst; der kan være kommet lyse partier på underlige steder, og der kan være opstået overdrevet meget støj eller kornethed. Og det kan man gøre noget ved.

1.3 – ”Micro-smoothing” og i nogen grad også ”Highlights Smothness” kan være effektive til at fjerne glorie og støj – især i højlys og mellemtoner. Men de fjerner også nogen af de smarte detaljer, som vi fik fremhævet ved at hive godt op i ”Microcontrast”, så hvis man skruer for meget op for dem ødelægges måske de ting ved billedet, som man gerne vil have frem.

Pokkers også. Så bliver man måske nødt til at skrue lidt ned for ”Microcontrast” og / eller ”Strength”, så man ikke behøver at skrue så meget op for de to smooth’ere. Der er ikke andet at gøre end at prøve og prøve og hele tiden se godt efter på ”Preview”-billedet.

Måske skal man lave to udgaver af billedet, hvor henholdsvis himmel og terræn er i orden, og som bagefter sættes sammen i Photoshop. Himlen bliver særskilt grim af for meget støj, men indeholder ikke så mange detaljer. Til gengæld er der tit mange skarpe detaljer i terrænet, men her gør støjen ikke så meget. Det er en ret avanceret proces, som man skal have prøvet før man gør det første gang.

1.4 – Måske skal man også lige have farvemætning og toneomfanget på plads, for at man rigtig kan bedømme billedet; der er nogle meget gode knapper til begge dele. Man kan stille farvemætningen (Saturation) både for hele billedet, og så kan man specielt skrue op eller ned for farvemætning i højlys og i skygger – det er rigtig smart!! Man kan gøre billedet varmere eller koldere med ”Temperature”.

”White point” og ”Black point” har jeg til at stå på 0,995%, men de kan bruges til at lysne og mørkne lidt med. Og så er der ”Gamma”, der regulerer kontrasten – især i mellemtoneområdet.

1.5 – Tryk på ”Process” og vent et pænt stykke tid; gem så billedet som 16-bit TIFF.

2 – Tone Compressor

Metoden giver nydelige og naturtro billeder, og tit med gode nuancer i skyggepartier med meget lidt støj. Der er meget færre justeringsmuligheder end i ”Details Enhancer”, så den er nem at gå til.

Første del af processen er fælles med ”Details Enhancer”, så det springer jeg lige over her. Når man har været igennem første del, åbner der sig to faneblade, så man kan arbejde parallelt med den samme billedpakke i henholdsvis ”Tone Compressor” og ”Details Enhancer”.

Start med at lade ”Brightness” stå i 0, og ”White Point” og ”Black Point” i 0,0%. Når de to vigtige knapper ”Tonal Range Compression” og ”Contrast Adaption” også står i 0, får man et billede, hvor toneomfang og kontrast er tilpasset så godt som muligt, uden at højlys eller skygger er klippet.

Ved at skrue op (mod 10) for ”Tonal Range Compression” får man et lysere billede, både i skygger og mellemtoner, og kontrasten ser ud til at aftage. Det kan man justere med ”Brightness” og ”Contrast”, men billedet bliver for det meste noget fladt. Ved at skrue ned (mod – 10), bliver billedet mørkere – tit vil de mørke dele blokke, og det kan man ikke redde selv ved at skrue helt op for ”Brightness”. Så i praksis er indstillingerne omkring 0 det bedste, med små variationer.

Man kan lysne billedet (lidt) i mellemtonerne ved at trække ”White Point” opad, men samtidig øges risikoen for blokerede højlys. Så kan man gøre billedet mere kulørt ved at øge ”Saturation”, og lidt varmere ved at øge ”Temperature” (eller gøre det koldere ved at sænke den). Begge dele kan efter omstændighederne virke fint. Til sidst trykkes ”Process” og man får et pænt, naturtro billede, der bør gemmes som 16-bit TIFF.

3 – Exposure Fusion

Den har endnu færre kontrolmuligheder, og jeg synes ikke den giver særlig spændende billeder. Den kan give naturtro billeder med større dynamikområde end de enkelte optagelser. Der er – ligesom i de to andre måder – to trin i processen:

Man starter med at åbne de 2 eller flere billeder, der skal bruges, og skal tage stilling til om programmet skal nøjes med at justere (”Align”) billederne i lodret og vandret plan, eller om det skal forsøge at tilpasse billederne til hinanden. Der er ikke andre justeringsmuligheder.

I næste trin blandes billederne i en proces, der hedder ”Highlights & Shadows”. Det kan gøres enten ”Auto” eller på en anden automatisk måde ”2 images”, og de giver begge to ofte kedelige billeder.

Eller på en underlig måde, ”Intensive”, hvor man kan skrue op eller ned for ”strength” – så der er en vis virkning når den står helt i top på 10, og for ”Radius”, der giver en vis skarphed, når den også står i top på 10. Men billederne bliver normalt ikke særlig gode på den måde, heller.

Den mest egnede indstilling, synes jeg, er ”Adjust”. Her kan man starte med at skrue helt op for ”Accentuation”, og så kan man pille med de tre knapper ”Adjust”, ”Blending Point” og ”Shadows”, indtil prøvebilledet ser godt nok ud. ”Shadows” lysner de mørke dele af billedet. Der er en knap længere nede i menyen ”Midtone”, hvor man kan lysne (op mod 10) eller mørkne (ned mod 0) mellemtoner, den kan bruges til finjustering. Nogen gange vinder HDR-billeder ved at få lidt mere farvemætning, ”Color Saturation”, men ikke for meget – så farverne bliver overmættede. Billedet gemmes med fordel som et 16-bit TIFF billede, så man kan arbejde videre i Photoshop.

4 – Når man tror man er færdig – –

Selv om PhotoMatrix Pro er et genialt program med uendelig mange muligheder, skal man for det meste alligevel lappe på billedet i Photoshop. Måske har man ikke fået fjernet glorier eller støj godt nok, måske er farverne ikke helt i orden, eller også skal der bare fjernes nogle forstyrrende detaljer.

Photoshop er OK til at reducere støjen, men der findes smartere programmer, fx Noise Ninja. Photoshop kan også undertrykke støjen ved at man tilføjer lidt ”Gaussian Blur” (Under ”Filters” / ”Blur”) med en ret lille radius (ca. 1 pix). Men begge dele fjerner også skarphed, og hvad vil man så helst have?

En god måde at fjerne glorie er at bruge klonstemplet, så man fx kloner noget af den mørke himmel ind tæt til de konturer, hvor der er glorie, enten med indstilling ”Normal” (hvor man erstatter den glorie-befængte himmel med den rigtig mørke) eller med indstilling ”Darken” (hvor man snarere mørkner glorien end maler den over).

Endelig kan man bruge kurve-værktøjet til at hæve kontrasten i nogle toneområder og derved gøre billedet endnu mere HDR-agtigt (eller gøre det endnu mere naturligt ved at sænke kontrasterne).

Til allersidst skal man de fleste gange tilføre noget skarphed, enten med ”Unsharp Mask” eller ”Smart Sharpness”, fordi især Detail Enhancer-processen giver uldne billeder. Bruger man Exposure Fusion er dette ikke nødvendigt.

0 – Inden man går i gang – –

Det kan rigtig godt betale sig at tænke på HDR allerede når man tager de billeder, der skal bruges til HDR, for så går det hele meget meget lettere, og der kommer også bedre resultater ud af det.

1.      Brug altid stativ. (Det er rigelig besværligt, når motivet kan finde på at bevæge sig, så man skal gøre en pænt stor indsats for at undgå, at kameraet også gør det).

2.      Brug helst trådudløser eller fjernudløser, så du ikke skubber til kameraet under rækken af eksponeringer (se ovf.). Eller tyng ned på kameraet under eksponeringerne, så det ikke blafrer rundt ovenpå stativet – især når du bruger tele.

3.      Brug RAW. Det kan godt lade sig gøre at lave HDR billeder ud fra JPEG-billeder, men det bliver meget bedre i RAW.

4.      Tag billederne med samme blænderåbning, det er eksponeringstiden der skal være forskellig på de forskellige eksponeringer (for så er skarphedsdybden ens i alle billederne). På de fleste kameraer hedder det Av, når man selv indstiller blænderåbningen og kameraet beregner lukkertiden. Brug manuel hvidbalance, så billederne har samme farver, hvis du ikke er sikker på hvordan du kan rette op på det bagefter.

5.      Sørg for at der er nok eksponeringer. De fleste kameraer kan kun lave ”Auto-bracketing” med tre optagelser, og det er noget nær det mindste der rigtig du’r hvis motivet har bare nogenlunde stor kontrast. Der bør ikke være mere end 2 blænderes afstand mellem eksponeringerne, når man bruger RAW (og 1½ ved JPEG), men man skal sørge for at der ikke er blokerede højlys i det mørkeste billede (det mest undereksponerede) og at der ikke er blokerede skygger i det lyseste (det med længst eksponeringstid). Kig på histogrammet for at kontrollere. Det er især meget vigtigt, at der ikke er udbrændte højlys – sorte skygger kan man måske godt snakke sig fra. Det kan godt være tricky at få det hele med, og måske bliver man nødt til at supplere med et par manuelle ”bracketing’er”. Og det kan nemt blive til noget bøvl, for:

6.      Tag alle eksponeringerne hurtigt efter hinanden (så ikke motivet flytter for meget på sig).

Pyha, så har man taget billederne, men det er ikke slut med det. Det er nemlig smart, hvis man konverterer RAW-billederne til TIFF inden de kommer i PhotoMatrix, for mange programmer er bedre til det. Fx Photoshop. De skal omsættes til et egnet farverum (Adobe RGB), man kan / bør / skal justere hvidbalance og evt. farvetemperatur, og man har mulighed for at reducere kromatisk aberration – bedre end i PhotoMatrix. Det smarte er, at man kan vælge alle de (2-5) billeder af samme motiv ved at sætte hak i ”Select all”, så de bliver justeret ens og passer til hinanden.

Det er vigtigt at hvidbalancen er ens i billederne. Den klares først og fremmest med pipetteværktøjet (gråpunktspipetten) og en neutralgrå flade i billedet. Man kan godt finjustere farverne her ud over, men det er spørgsmålet om det kan betale sig at gøre meget ud af det på dette tidlige tidspunkt, så længe der ikke er tale om et decideret u-balanceret billede. Til sidst gemmes billederne som 16-bit TIFF, som man så kan åbne med PhotoMatrix Pro.

Hvis jeg havde skrevet det her i begyndelsen, var der ikke nogen der ville læse det. Så derfor står det her til sidst.

De sidste ord

Prøv selv, for eksempel det modsatte af hvad jeg har foreslået, eller find på en helt tredje måde! Der kan laves spændende billeder på uendelig mange måder.

Du kan fx lave HDR ud af kun ét billede (RAW), ved at fremkalde det på to måder, hhv. for lyst og for mørkt. Og så putte de to næsten ens TIFF’er i PhotoMatrix og give en ordentlig gang HDR. Når det er præcis samme billede, behøver det ikke at blive ”Align”et eller fjerne ”Ghosting artifacts”.

Du kan også bruge Details Enhancer på kun ét billede, så virker det nærmest som en slags filter.