Pro Show Gold

Lyddias-programmet Photodex Pro Show Gold version 5.0
En introduktion. Jørgen Jakobsen april 2013

 1. Baggrund: SDF Regler for lyd/billede
• Autors navn, klubtilhørsforhold eller PM-nummer må ikke fremgå af serien.
• Maks. længde: 6 min.
• Maks. format: 768×1024 px.
• Enkeltbilleder skal vises i mindst 0,5 sekunder.
• Der må kun benyttes stillbilleder i serien.
• Det er tilladt at rotere, panorere og zoome i billederne så længe grundlaget er stillbilleder.
• Lyd/billed-serier skal afleveres på CD-R.
• Serien skal kunne afvikles på en standard-PC i Windows Media Player eller som .exe fil.

 

2. Hvad er Pro Show Gold
Programmet er nemt at installere og er ekstremt brugervenligt. Det er i høj grad indstillet på, at man med meget lille indsats kan producere en flot forestilling. De fleste ’default’ indstillinger er meget fornuftige, men ligesom i Photoshop er der flere måder at opnå samme resultat på. Man kan sige, at der er tre niveauer i programmet:

  1. ”Pro Show”, hvor man vælger hvordan arbejdsbordet skal se ud (i menyen Window), og desuden indstiller de default-værdier, men foretrækker (i menyen Edit / Preferences). Det er de helt generelle indstillinger.
  2. ”Show Options”, hvor man stiller de parametre der skal gælde generelt for et show (fx aspect ratio i Show/ Show Settings  [her vælges custom og 1024 x 768 pixels], en eventuel fast baggrundsfarve (eller mønster) i Show/ Show Background og eventuelt baggrundslyden i Show/ Soundtrack.
  3. ”Slide options” (hvor man indstiller alt muligt for hvert enkelt billede). Et show består af en række af ’slides’, som vises efter hinanden i den rækkefølge, hvor de er trukket ned i Slide List’en. Hvert slide har en varighed ’slide time’ og en ’transition time’, som er den tid der afsættes til overblænding til det efterfølgende slide. Men den tid, et billede i alt er på skærmen (’billedvarighed’), går fra begyndelsen af den foregående ’transition’ indtil udløbet af den efterfølgende. Hvis man flytter rundt på et slide, så flytter den efterhængende transition med. Et slide kan indeholde flere lag, tekst, video og andre ting – noget af det kommer jeg tilbage til senere.

 3. Indledning
Jeg laver lyddias som en række af skitser, der efterhånden bliver mere og mere bearbejdede. Derfor kan jeg ikke sige, hvad det er smartest at begynde med. Men på et tidspunkt, når det er ved at blive alvor, lægger man de billeder, man tror der skal bruges, i en særlig mappe på computeren. Det er efter at de er ’gjort klar’ i Photoshop og tilpasset hinanden, klippet til i format osv. Oprindelig troede jeg, at det allerede er her, billederne skal reduceres til 1024 x 768 pixels, men det er hverken nødvendigt eller særlig smart – bare formatet (aspect ratio) passer. Resultatet bliver hverken skarpere eller mindre ’hakkende’ i overblændingerne, hvis man bruger billeder, der allerede på forhånd er reduceret – det gælder i hvert fald for den nye version 5.0. Hvis man vil zoome ind i et billede, skal det have nok af pixels også til den største forstørrelse man vil bruge (programmet kan bruge op til 5x – 500%). Og hvis man vil panorere, skal det være bredt (eller højt) nok til det.

 Jeg tror, at det er smart at lave farverummet om til sRGB. Proshow kan klare sig med billeder i JPG, men kan også håndtere PSD, TIF og flere andre formater. Hvis man bruger de mere avancerede formater, kan man komme til at importere et billede med transparente dele – og så kan man se baggrunden igennem (eller laget bagved, se senere).

 4. Sådan ser det ud
Her er arbejdsbordet, hvor Folder List viser mappestrukturen over den mappe, hvor billederne er gemt i, og File List viser thumbnails af billederne i mappen. Showet dannes ved at hive thumbnails ned i Slide List. Sværere er det ikke. Klik på tidsfeltet i en slide og ret til den ønskede ’slide time’. Klik på tidsfeltet i den efterhængende transition og vælg, hvor længe man skal dvæle ved den, og klik evt. i symbolet oven over og vælg en anden form for overblænding. 

 Figur01

5. Transitions (overblændinger):
Jeg synes, de mest anvendelige findes indenfor kategorien ”Basic”. Men derfor kan man godt én gang pr. show bruge en af de ca. uendelig mange spændende, fjollede eller underlige overblændinger, som programmet også byder på. 

J  Crossfade (Blend): en gammeldags, blød overgang.
J  Crossfade (Blend) – Linear: næsten ikke til at skelne fra den almindelige, måske lidt hårdere; den virker mere pludselig (men det kommer også an på billederne)
J  Cut: helt hård, direkte overgang – uanset hvilken ’tid’ man sætter som parameter

 De tre er de allermest anvendelige – og er fuldstændig klassiske. Altid god stil, men måske ikke altid det bedste og mest kreative valg. Måske kan man også bruge:

 J   Dissolve – Dip to Black: overblænding til helt sort, hvor andet billede toner op fra. Kan fx bruges ved skift fra tvær- til højformat, ved emneskift og sådan
J  Dissolve – Dip to white: præcis det samme, bare til hvid skærm. Den kan måske bruges på samme måde, hvis man har meget lyse billeder. Desuden kan man ’dippe’ til alle mulige farver
J  Dissolve – Greyscale to black: først tones billedet fri for farver, så tones gråtonebilledet ned til sort, herfra toner næste billede op som greyscale, og til sidst får det så sine egne farver. Måske kan effekten bruges til noget. Der er tilsvarende ’greyscale to white, samt med og uden ’high contrast’ og ’zoom’. Med zoom, så zoomer man ind på billedet mens det bliver sort, og efter det sorte zoomes der baglæns ud til gråtoneudgaven af billede nr. 2.
J  Crossfade – Greyscale Static: er lidt i familie; først tobnse farverne væk, så fades fra gråtonebilledet til gråtoneudgaven af det næste, og til sidst tones kuløren frem.
J  Crossfade – Greyscale Blend: svarer temmelig præcist til ’Static’, men overgangen mellem de to gråtonebilleder er lysnet en hel del. Den her effekt kan også forsynes med ’zoom’ og ’high contrast´
J  Fade to black – Blown Out: ligner meget ‘Dissolve – dip to black’, men nedtoningen til sort er mere kontrastrig og virker aggresiv. Effekten findes i en version med ’blur’ – men jeg kan ikke se forskel på om det er med eller uden blur
J  Fade to white – Blown Out: Præcis som ovenfor, bare med hvidt i stedet for

Figur02

Af de mere specielle overblændinger har jeg bemærket mig: 

J  I gruppen ’Simulations’ effekten ’Camera flash – Radial Burst’, der virker ved at en hvid stjerne vokser hurtigt op fra midten af billedet indtil det hele er hvidt; den fader så ud og afslører næste billede.
J  I gruppen ’Wipes’ kan nogle af de enkelte ’soft’ wipes (ikke ’2-pass’) sikkert bruges
J  I gruppen ’Patterns’ er ’Waves – Rolling Up – Soft’ ret anvendelig – og ikke kun på en havudsigt og den slags, og garanteret også den samme men nedadgående. Men bortset herfra består gruppen af de effekter, jeg elsker at hade. 

6. Slide style
Men festlighederne holder ikke op her. Slet ikke. Der er en omfattende meny som hedder ’Slide style’, som man bl.a. kan komme til ved at trykke på ikonet for ’effects’ eller ved at dobbeltklikke på ’slide’n’ og vælge Slide Style. Det klassiske look er ’No Style’. Men der er 164 andre bud på, hvordan billedet skal vises.

 ’Backdrop’. En del af tilbuddene hedder noget med ’backdrop’, og de benytter fx en gråtone-udgave af billedet som baggrund, og den kan panorere langsomt den modsatte vej af billedet, mens billedet zoomer ud eller ind. Eller det kan være en mørknet (eller lysnet) udgave af billedet, der danner baggrund for det.

Figur03

Andre af de præfabrikerede ’styles’ går ud på, at man kun ser et udsnit af billedet, som enten panoreres langsomt (i den retning man nu vælger, fx ’Fill Frame Pan Right’) eller der zoomes ind (fx Fill Frame Zoom In 3) eller ud. Man kan vælge sit startbillede (eller et andet tekstdias) med bevægelseseffekt (fx Caption Header Dark Left’, hvor billedet er mørknet meget øverst, hvor der tones ind med en selvvalgt tekst imens billedet zoomer langsomt ud). Til den anden ende af showet kan man vælge ’Scrolling Outro’ eller ’Scrolling credits’, hvor teksten ruller op over skærmen mens den viser et (evt. partielt mørknet) billede. 

De enkelte slides kan bestå af flere lag (’layers’), og med mindre man har givet anden besked, så kan man kun se det øverste lag. Men style’n ’Filmstrip Border 4 x 3’ viser de enkelte lag i et ’slide’ med 5 lag rullende efter hinanden som billeder på en rullende filmstrimmel – med perforering men heldigvis uden ”Kodak” og numre. Andre af style’ne viser billederne i de enkelte lag som en bunke billeder, der bevæger sig rundt om hinanden osv. 

 Indstillingen af ’style’ sker for hver eneste slide for sig selv. Man kan markere en gruppe af slides, og give dem samme ’style’, hvis det er det man lige vil. Der er mange muligheder for at justere og pille ved parametrene i de fabriksfremstillede ’styles’, især den tid, billedet står (og bevæger sig eller hvad det nu har lyst til). Og man kan importere ’styles’ fra Internettet, garanteret mod betaling. Bemærk her at ’billedets tid’ begynder allerede ved ’fade ind’.

 7. Bevægelse i billedet (Effects)
Hvis man ikke er tilfreds med de fabriksfremstillede ’styles’, men alligevel vil have noget bevægelse i kunsten, så kan det snildt lade sig gøre. Vælg det billede (’slide’), du vil have bevæget, fx ved at dobbeltklikke på det (eller ved at dias’set er ’valgt’ på preview-skærmen, og så tryk på ikonet edit slide. Så kommer der en ny meny med tre forskellige muligheder for at gøre noget ved billedets layers (i praksis – selve billedet, betragtet som det øverste, synlige layer).

J  Layer settings – her kan man forstørrre, forskyde eller tilpasse billedet (men det har man jo allerede gjort i Photoshop, ikke?)
J  Adjustments – hvor man kan justere skarphed, lyshed, kontrast, kulør, fjerne røde øjne, rotere og spejlvende osv. (hvis man har glemt det i Photoshoppen). I det her menypunkt sker det på en ikke-destruktiv måde, så den originale billedfil ikke påvirkes af løjerne.
J  Effects. Og det er den, det drejer sig om. Her er der i virkeligheden to helt afgørende og et antal vigtige beslutninger, du skal træffe:

  • o   De to afgørende er, hvor billedet skal befinde sig ved starten og ved slutningen af manøvren. Placeringen angives ved to tal, og ’midten af billedfeltet’ hedder 0 x 0. Øverst i venstre hjørne hedder -50 x -50, og nederst i højre hjørne hedder 50 x 50. Hvis man smider et billede, der fra starten af fylder hele skærmen, ud i hjørnet, så kan man jo kun se den nederste højre fjerdedel af det. Så skal man enten zoome billedet større allerede fra starten, eller (hvis det er et panoramabillede) vælge at billedet skal Fill Frame sådan at hele højden er fyldt ud og enderne rager udenfor (i stedet for den normale indstilling Fit to Frame). Desuden skal man tage stilling til:
  • o   – hvor meget billedet skal zoomes. Vælger man fx at billedet ikke skal bevæge sig men kun zoomes ud, så lader man bare start- og slutposition blive stående på 0 x 0, og zoomer fra fx 250 til 100 %. Eller noget andet.
  • o   Vertical og Horizontal tilt – kan bruges til at vippe med billedet, og det ser forfærdeligt ud
  • o   Rotate bruges til at rotere billedet – op til to omgange (ved at rotere fra -360 til + 360, eller omvendt) – men jeg vil foreslå at lade være. Selv med et billede af et pariserhjul.

 8. Lidt mere om lag
Lagene i Proshow kan slet ikke det samme som i Photoshop. Som udgangspunkt er det bare en stak billeder, der ligger oven på hinanden, og hvor man kun kan se det øverste. Nogle af effekterne kan bruges til at vise flere af billederne i de enkelte lag – vel at mærke inden for den samme ’slide’ – og jeg kommer til allersidst ind på at et lag også kan være en video. 

Hvert af lagene kan man billedbehandle og tildele effekter helt uafhængigt af de andre lag i ’slide’n’, således kan man selv håndfremstille den effekt, hvor baggrunden bag et billede er en mørk og forstørret udgave af samme billede, som sagte glider ud til højre. 

Figur04

9. Musik skal der til
Proshow kan også håndtere den lyd, der udgør godt og vel halvdelen af fornøjelsen. Og faktisk er der så mange muligheder, at det er lige før Cubase (eller et andet lydprogram) ikke er nødvendigt.

 Man starter med at hive en lydfil ned i lydlinjen under billederne. Det kan både være en WAW og en MP3-fil. Hvis man ikke gør andet, så vil den spille fra begyndelsen og indtil showet pludselig er færdigt. Ved at dobbeltklikke på lydlinjen eller vælge ikonet Music får vi fat i nogle gode håndtag:

Figur05

Her vil man normalt vælge, at musikken ikke skal begynde lige fra første billede begynder at blænde op, men måske 2 eller 5 sekunder efter (Offset vælges til 2 eller 5 sekunder). Og der kan vælges en blid indblænding af musikken over fx 5 sekunder. Men vi kan meget mere – vi kan hente flere stykker musik ind i forestillingen, og så vil stykke 2 begynde at spille når stykke 1 er færdigt. Hvis vi ikke vil vente på at musikken stopper af sig selv, så kan vi klippe i den – vælg Edit Fades and Timing:

Figur06  Her vælger vi for hvert musikstykke hvilke tidspunkter vi skal bruge lyden fra og til, og hvordan der skal blændes / fades ind og ud. Hvis vi vil have en blød overgang fra musik 1 til musik 2, så kan vi vælge et negativt tal for ’offset’ i musik nr. 2, fx – 5 sekunder, og så begynder det inden der er skruet helt ned for nr. 1.

 Ovre i hovedmenyen for ’Soundtrack’ er der 4 vinduer hver med en skydeknap for ’Volume’; den skal som udgangspunkt stå på 100% for Track Setting – altså for det stykke musik, vi aktuelt ser på. Så kan man bagefter skrue lidt op og ned for de enkelte tracks, så de passer bedre til hinanden. Og Master Volume skal også stå på 100. Men så er der to vinduer mere Defaults for slide sounds og Soundtrack During Other Sounds – hvad er nu det for noget? 

Jo, det betyder, at ud over de her lydspor, som hører til hele showet og spiller mere eller mindre under hele forestillingen, så kan de enkelte ’slides’ også have deres egen lyd. Det vil typisk være en effektlyd, der skal komme lige præcis når frøen er tonet helt frem, når lynet er på skærmen, eller når stenen rammer vandet. Her skal vi ind i Slide Options igen, og helt nede i venstre hjørne kan vi for det her ene ’slide’ vælge noget specielt for Slide Sound. Så kommer der et nyt vindue til højre for billedet, og her kan vi importere den ønskede lyd. Når det er gjort, kan vi – ligesom med det totale lydspor – gå ind og klippe den stump af lyden ud, som vi skal bruge. Hvis det ikke er et plask, et kvæk eller en anden pludselig lyd, men noget, man har lyst til skal fortsætte lidt efter at selve billedet er fadet ud og erstattet af næste, så lader man bare fluebenet i ’Continue playback of sound after slide ends’ blive stående. 

Når der kommer lyd fra det enkelte slide, så skrues det totale lydspor ned til fx 50% – med mindre man har valgt noget andet. Du kan også vælge, hvor blidt de enkelte overgange skal ske (fade in og fade out).

Figur09

 10. Billeder kan også være videoklip
– selvfølgelig ikke i et lydbillede til SDF, men hvis man har nogle af de små videoklip, som dagens fotoapparater også kan være årsag til, så kan man blande billeder og videoklip til en udmærket ferieforestilling. 

Her kan man have særlig glæde af at trimme de enkelte klip, og det gør man ved at vælge den ’slide’ som er en video. i ’Slide options’ og ’Layer Settings’ er der ny et nyt lille vindue ’Video Clip Settings’, og her skal man vælge knappen ’Trim’ – så sker der mirakler:

Der dukker lige et video-editeringsværktøj op, komplet med oversigts-billed-og-lyd-linje og en meget nøjagtig tæller (sekunder og frame), som man kan justere sit klip efter.

 Som det bedste af det hele, så sker editeringen ’kun’ inde i Proshow, således at den originale videofil ikke bliver berørt af hvad man klipper og gør ved. Man kan fx lave to eller flere ’slides’ med den samme videofil, og så klippe den ned til forskellige udsnit i de enkelte slides.

Figur08

 11. Til sidst skal showet udgives
Det hedder ’Publish’, når vi er færdige med at nørkle med et show og skal have det bragt på en transportabel form. Det vi normalt bruger, både for nemheds skyld og til SDF, er en ’executable’ så det kan vises på computer. Her er der tre faneblade – forrest Menu som giver mulighed for at vælge et menu-billede med en knap som starter showet; det var meget moderne da det kom frem. Jeg foretrækker No Menu.

 Næste valg er Shows, hvor Proshow foreslår at man viser deres navn som intro. Det kan man undgå ved at fjerne et flueben, og det kan man også gøre ved Include Intro Show, som er et lille show, der kører i ring i uendelighed indtil nogen trykker på knappen. Meningen med galskaben er, at man ud fra en Intro kan vælge mellem forskellige af de shows, man har valgt at inkludere i den pakke, der bliver lavet til en .exe.

 Sidste valg er Options og her skal man være på vagt, så vi får showet til at køre på den rigtige måde fra starten. Vælg den største tilladte ”Window Size” 1024 x768, flueben i ’Full Screen’ og 100 % ’Image Quality’. Så kan det ikke gøres bedre. Fjern også fluebenet i ’On-Screen Controls’, og sørg for at der ikke står noget i feltet ’Protection’ – det er beregnet til proff’er som vil sikre deres indtægter.

 Hvis man har hygget sig med at lave videoklip og sådan, så er det måske snarere en DVD eller en Blue Ray, man skal have lavet; det kan også lade sig gøre. Jeg har ikke erfaring med video og de forskellige måder at komprimere på, så det kan jeg ikke hjælpe med.

 12. Og så rydder vi op
En rigtig snedig ting, når man er færdig med en forestilling, er at få Proshow til at lave en mappe, hvor den henter alle de billed- og lydfiler mv., som man har hentet til brug for forestillingen. Selv om man til at begynde med lagde alle de nødvendige billeder i en bestemt mappe, er det ikke sikkert at det også er den mappe, hvor de endelige udgaver ligger – og man kan have hentet et par billeder eller lyde ekstra i kampens hede. Man går ind i ’Tools’ og vælger ’Collect Show Files’, og så kan man enten gemme alle de nødvendige filer et godt sted på PC’en, eller brænde dem på en DVD / CD.

 Hvis man ikke gør det, og får lyst til senere at lave lidt om på showet, så skal man først gennem et detektivarbejde for at finde de manglende filer. Selve showet er gemt (forhåbentlig, da) som en PSH-file; den er ikke særlig stor, for den indeholder kun referencer til alle de filer, der skal bruges, manøvrer og justeringer og hvad har vi.

 Hvis man vil gå et (eller flere) skridt baglæns i processen og ikke gå ud fra den ’endelige udgave’, kan man benytte sig af en af de automatiske backup-files, som enten hedder BAK (der er den seneste / næst-nyeste), eller B01, B02 eller højere nummer, alt efter hvor langt man vil tilbage. Hvis man vælger en ældre backup-file, så skal den lige deciffreres først; det gør man i ’Tools’ / ’Revert to Backup’. Men uanset om man bruger den nyeste eller en ældre udgave af forestillingen, så kan der mangle et par filer, fordi man måske har flyttet dem i mellemtiden.

 Så beklager programmet sig og kommer med et skilt, hvor man bliver spurgt om man vil finde ’Missing Files’. Det bliver man jo nødt til, og så skal man prøve at huske hvor de kan være endt henne. Ved at klikke på forskellige, sandsynlige mapper, finder man forhåbentlig til sidst frem til dem alle, og så kan programmet blive helt tilfreds.

 Fyndordet til slut
Der er ikke nogen facitliste for et godt diasshow, men vi har gjort os nogle erfaringer gennem årene med en del ting, der ikke virker.

 Det er vigtigt at man finder frem til en mening, en rød tråd eller en handling i forestillingen, for tilskueren skal ikke være alt for meget i tvivl om, hvorfor man ulejliger hende med at se og høre den. Det er også vigtigt, at den ikke er for lang – det er de allerfleste, selv om man holder sig under de lovlige 6 minutter.

 Den samme historie skal ikke fortælles to gange; klip alle gentagelser og overflødige billeder væk. Hvis man bruger en iørefaldende effekt, så skal den også kun bruges én gang. Man skal ikke bruge flere billeder, eller flere melodier, end der er nødvendigt for seriens handling og helhed.

 Jeg synes ikke, at man skal skifte mellem højkant- og liggende billeder, og jeg synes også at man skal bruge billeder, der i farvetone passer sammen. Blanding af sort/hvid og farve du’r ikke, ligesom billeder taget under forskellige lysforhold nemt kommer i disharmoni med hinanden, og så forstyrrer de flow’et i handlingen.

 Og husk – alle regler er til for at udfordres. Det er kun dig, der ved hvordan din serie skal være.