Jørgen Jakobsen er ikke mere.
Jørgen blev ramt af demens og døde d. 16. marts på Herlev Hospital af lungebetændelse.
Jeg mødte Jørgen første gang i studiemiljøet på DTH (nu DTU) 1972 eller 1973 over vores fælles fotointeresse. Det blev snart til fælles lyddias projekter styret af Jørgens selvbyggede overbændingsenhed af mærket ”Miraculix”. Vi deltog herefter årligt i SDF’s lyddias konkurrencer. På et tidspunkt mødte vi ved SDF’s Landsmøde nogle rare og hyggelige mennesker fra Herlev og vi meldte os efterfølgende ind i Herlev Fotoklub.
Det er siden blevet til mange hyggelige stunder med lyddias og sorte billeder (Jørgens motto, kaffe og billeder kan ikke blive sorte nok). Jørgen var også en af de få der mestrede kategorien ”Det helt frie billede”, de indbragte ham en del medaljer hos SDF.
Jørgen nåede at være kasserer og ”indpisker” i Herlev Fotoklub i mere end 25 år.
Jørgen fortsatte ufortrødent indtil han for ca. et år siden meddelte ”min hjerne skrumper, jeg kan ikke mere fortsætte som kasserer”.
Vi har med Jørgens bortgang mistet en af ildsjælene i dansk fotografi.
Æret være Jørgens minde
Uwe