Vedtægter

LOVE for Herlev Fotoklub

§ 1. Navn
Klubbens navn er Herlev Fotoklub.

§ 2. Formål
Formålet er at styrke og højne dansk fotografi.

§ 3. Medlemmer
Stk. 1: Som medlemmer kan optages enhver, der er interesseret i fotografi.
Stk. 2: Som passive medlemmer kan optages enhver, der ønsker at aftage klubbens publikationer.
Stk. 3: Udmeldelse skal foretages skriftligt til kassereren. Udmeldte medlemmer hæfter for det fulde kontingent for det kvartal, hvori udmeldelsen er foretaget.
Stk. 4: Æresmedlemmer kan optages på generalforsamlingen, efter indstilling fra bestyrelsen.

§ 4. Kontingent
Stk. 1: Ved indmeldelse erlægges kontingent for den resterende del af kvartalet
Stk. 2: Generalforsamlingen fastsætter kontingent for indeværende regnskabsår, dog fastsættes kontingentet for passive medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 3: Kontingentet for ungdomsmedlemmer (under 21 år), udgør 50% af det på generalforsamlingen fastsatte kontingent.
Stk. 4: Kontingentet betales kvartalsvis forud.
Stk. 5: Kontingentet for passive medlemmer opkræves en gang årligt.
Stk. 6: Et medlem er i restance, når der ikke er betalt kontingent for den indeværende måned.
Stk. 7: Efter 3 måneders restance kan medlemmet slettes uden varsel.

§ 5. Bestyrelsen
Stk. 1: Bestyrelsen består af formand, kasserer og tre medlemmer, som alle vælges på den ordinære generalforsamling. Kun medlemmer er valgbare.
Stk. 2: På lige år vælges for to år kasserer og et bestyrelsesmedlem. På ulige år vælges for to år formand og to bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3: Hvert år vælges to bestyrelsessuppleanter, to revisorer og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.
Stk. 4: Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, referent og billedsekretær; og fastlægger selv sin forretningsorden og fordeler arbejdsopgaver.

§ 6. Bestyrelsesarbejde
Stk. 1: Bestyrelsen mødes når formand eller tre af bestyrelsens medlemmer ønsker det. Dog mindst to gange pr. år.
Stk. 2: Beslutninger tages ved almindelig stemmeflerhed, ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3: Der udarbejdes skriftligt referat over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger.
Stk. 4: Bestyrelsen forestår klubbens aktiviteter, herunder klubkonkurrencer.

§ 7. Penge
Klubbens midler skal i videst muligt omfang indsættes på en bank- eller girokonto i klubbens navn. Beløb kan kun hæves af kassereren eller formanden. Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de forpligtelser, klubben har indgået. Klubben hæfter alene med sin formue. Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for klubben ud over forpligtelsen til at betale kontingent.

§ 8. Regnskab
Regnskabet skal være afsluttet hvert års 31. marts og fremlægges ved den ordinære generalforsamling i revideret stand.

§ 9. Generalforsamling
Stk. 1: Generalforsamlingen er højeste myndighed, og den indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel.
Stk. 2: Den ordinære generalforsamling afholdes i løbet af maj måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning.
3. Regnskab og budget samt vedtagelse af kommende års kontingent.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse i henhold til § 5 i lovene.
6. Eventuelt.
Stk. 3: Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden skriftligt i hænde senest d. 7. april.
Stk. 4: Beslutninger vedtages ved almindelig stemmeflerhed. Der afholdes skriftlig og hemmelig afstemning, såfremt eet medlem ønsker det. Stemmeret på generalforsamlingen har medlemmer, der ikke er i restance. Passive medlemmer har ingen stemmeret.
Stk. 5: Der tages referat på generalforsamlingen.

§ 10. Lovændring
Forslag til lovændringer skal udsendes med indkaldelsen til generalforsamlingen og kan vedtages ved almindelig stemmeflerhed.

§ 11. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen skriftligt, når den finder det påkrævet.
Stk. 2: Eller når en tredjedel af medlemmerne indsender skriftligt ønske herom.
Stk. 3: Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted indenfor en måned efter modtagelsen af anmodningen herom, og skal finde sted med mindst en uges varsel.

§ 12. Opløsning
Stk. 1: Klubbens ophævelse kan kun ske på en ordinær generalforsamling, hvor to tredjedele af medlemmerne er til stede og med stemmeflerhed stemmer for opløsning.
Stk. 2: Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst tre fjerdedele af de stemmeberettigede kan ophæve klubben.

§ 13. Ved opløsning
I tilfælde af ophævelse af klubben træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af eventuelle midler.

Vedtaget på ordinær generalforsamling 18. maj 1993; ændringer 25. maj 1999.