Denne aften havde vi bedømmelse af to konkurrencer begge på papir. Den ene var den klassiske monokrom i 30x40cm og den anden var som noget nyt en konkurrence i stor format max. 50x70cm, til begge kategorier var der indkommet ca. 30 billeder. Til at dømme alle de indkomne billeder havde vi Carsten Selvang fra Lyngby Fotoklub. Igen til denne aften var der et rigtig flot fremmøde.
Ved en kort præsentation fortalte Carsten at han holder af alle gode billeder og har fotograferet i mange år, selv primært tager billeder af landskaber og dyr. Han ville bedømme stor format billeder ud fra, om det selvfølgelig er et godt billede, udførelse osv. men også om billedet vinder ved at bliver trykt i stor format i stedet for det normale 30×40. Carsten lavede en fin gennemgang af de rangerede billeder fra nr. 25 til nr. 1 i begge konkurrencer og gav god og konstruktiv kritik for at underbygge hvorfor billedet var blevet placeret som det var.
I kategorien ”Stor Format” vandt Jørgen og nr. 2 og 3 blev hhv. Hans og Alf, billederne nr. 1 til 3 nedenfor fra venstre til højre.
I kategorien ”monokrom” vandt Alf og nr. 2 og 3 blev hhv. Søren og Alf, billederne nr. 1 til 3 nedenfor fra venstre til højre.
Derudover gav dommeren et diplom i hver kategori, i ”Stor Format” tilfaldt det Alf for “at udnytte stor formatet til at skabe storslåethed og drama” og i Monokrom til Henning “for et virkelig sjovt billede”.
Efter afgørelsen og vinderne var fundet viste Carsten en række af sine egne fantastiske landskabs og dyrebilleder, fortalte lidt om valgt fotoudstyr og noget om at rejse og stå tidligt op for at få de billeder i ”kassen” som man drømmer.