Skrevet af Susanne Sørensen
Tirsdag den 5. november havde vi besøg af Una Streit Larsen. Una, der har været medlem af Downstairs siden 2015, har siden da produceret det ene flotte fotokonkurrenceresultat efter det andet: hun er Nordisk Stormester i Fotografi sølv og har en EFIAP titel, har fået både guld–, sølv– og bronzemedaljer i Mellem Sund og Bælt 2019 og en flot placering i det individuelle mesterskab i Den Nationale 2019 for bare at nævne nogle af resultaterne, og denne klubaften havde vi overtalt hende til at lægge sin ”verdenspræmiere” som klubforedragsholder hos os. Forventningerne var tårnhøje og blev til fulde indfriet.
Efter de ”sædvanlige” startproblemer med at få billeder til at ”hoppe” over på vores tv-skærm fortalte Unas om sit store fotostudie og viste et bredt udvalg af sine fotos. Det var f.eks. fra musikfestivaler, dyr, landskab, street og ikke mindst hjertebørnene: balletbilleder, portræt og iscenesatte modelbilleder, herunder også nude.
Una arbejder meget med lys, tænker altid over baggrunden, og har både makeup-assistent, masser af hårlak (det sparer ”frisørjob” i photoshop fik vi fortalt) og modeller med til mange af sine optagelser. Balletfotoene afbilder mange flotte ”umulige” positurer, som både kræver en dygtig danser, perfekt lyslægning og en fotograf der forstår at skyde i det rette øjeblik.
Una fortalte at hun har hovedet fuldt af ideer. Når hun arbejder med modeller, præsenterer hun modellen for sin idé og spørger ”kan du lave det”, og så er det op til modellen at sige ja, nej eller måske.
Når Una er på fotojobs ved musikfestivaler eller andre liveperformances er det vigtigt at tænke og komponere billederne hurtigt, og det så vi mange fine eksempler på.
Ved siden af det omfattende fotoarbejder, herunder bestilte og betalte jobs, er Una også dommer i mange fotokonkurrencer, faktisk var hun også én af de tre dommere i Herlev Fotoklubs ”Årets billede” konkurrence 2019.
Vi blev opfordret til at holde øje med biennaler på SDF’s hjemmeside. Da disse konkurrencer er lidt oversete blandt medlemmerne, er der gode muligheder for en pæn placering.
Det var en meget vellykket aften hvor vi fik med masser af tips og inspiration til vores egen fotografering og fotobearbejdning.