Region Nords Digital 2 bedømmelse

Tirsdag den 16. marts var klubmødet afløst af bedømmelsen af ”digital 2” fotokonkurrencen i Region Nord. Det skulle egentlig have været papirbilleder, men med efterhånden noget slidte corona begrundelse var det ændret til digitale fotos. Samme begrundelse var der for, at bedømmelsen blev afholdt digitalt over Zoom i stedet for med fysisk fremmøde.

Da Herlev Fotoklub efterhånden har en vis rutine i af afholde Zoom-møder, og fordi vi (læs: Kassereren Jørgen, der også er kasserer hos Region Nord) er så flinke, var det Herlev Fotoklubs Zoom abonnement der blev brugt, og Jørgen holdt tungen lige i munden og lukkede vældig mange deltagere ind på mødet efterhånden som de bankede på, og fik afviklet mødet med forbilledlig god ro og orden – helt uden tekniske problemer.

Dommeren var Søren Brissing, som selv arbejder med fotografi af bl.a. mode, storcentre i København, hoteller og reportageportrætter. Et af hans fotografiske fortrin er, at han er god til at lave opstillinger. Og så fik vi også at vide, at han er rigtig glad for streetfoto.

Først viste og kommenterede dommeren de billeder, som var placeret fra nr. 40 -11. Dernæst havde Region Nords billedsekretær Steen Andresen forberedt en visning af alle de 172 ikke antagne billeder – uden kommentarer, og til sidst sluttede vi af med at få vist de 10 billeder som var placeret fra nr. 10-1. Til allersidst blev der også uddelt 2 diplomer.

Søren Brissing gav os nogle generelle kommentarer med på vejen, inden spændingen blev udløst. Det var bl.a. beskæringen han syntes vi skulle arbejde med. Det gyldne snit måtte man også gerne tænke på. HDR-billeder skulle vi passe på med, så der ikke blev unaturlige farver og i det hele taget unaturlighed. Og endelig syntes han vi skulle tænke på at arbejde med kontraster i sort/hvide billeder.

Så til bedømmelsen: Allerede i de først viste 30 billeder var der en antagelse fra Herlev. Det var Flemmings billede ”Gående i rødt”. Hele resultatlisten kan ses hos Region Nord.

Da vi kom til de sidste 10 billeder, dukkede på flot en femteplads Tages billede ”Three Deer” op.

Endnu flottere var førstepladsen, der gik til Kalle for hans billede af Den Røde Plads på Nørrebro.

Det var fuldt fortjent. Stort tillykke til de dygtige fotografer – selvfølgelig også dem fra de andre klubber.

Resultatet i sin helhed bliver offentligt gjort på Region Nords hjemmeside rnfoto.dk

Den røde plads

Three Deer

Dette indlæg blev udgivet i FotoBlog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *