NYT OG GAMMELT – Fototur

Tekst: Susanne Sørensen

I aften mødtes en lille flok fotografer ved CinemaxX for at se på nyt og gammelt på en tur fra Fisketorvet til Enghave Brygge.

Der var researchet lidt på forhånd, for det var svært at få øje på det gamle mellem alt nybyggeriet; men der var jo både Dybbølsbro, Kødbyen, husbådeforeningen og Københavns Roklub (fra 1866) for blot at nævne nogle stykker.

Der var også masser af prisbelønnet byggeri – lige fra Kaktus Towers der har fået den lidet attråværdige pris som ”Danmarks grimmeste byggeri” af nogen der kalder sig arkitekturbevægelsen Arkitekturoprøret til Cykelslangen, der har fået ikke mindre end fire priser og Allerhuset, som er præmieret af Københavns Kommune for bedste kontorhus. Smag og behag er jo heldigvis forskellig.

Det var en dejlig mild sommeraften, så da vi nåede til Enghave Brygge købte vi en forfriskning i Druknehuset. Måske et lidt makabert sted, idet druknehuse tidligere blev brugt til at lægge de lig, man fiskede op af havnen, så de pårørende kunne komme dér og identificere ligene. Det er dog ikke sikkert at lige præcis vores druknehus har været brugt til det formål. Vi sad ved et bord udenfor, og det var vældig hyggeligt.

Til sidst tog vi havnebussen tilbage til Bryggebroen og gik derfra til biler eller S-tog. Håber alle er nået hjem, der blev annonceret både sporarbejde og forlænget rejsetid.

Dette indlæg blev udgivet i FotoBlog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *