26. november – Astrid Maria Busse Rasmussen på besøg

Skrevet af Jørgen Jacobsen

En meget spændende gæst, Astridkbh.com hedder hun på internettet og Instagram, hvor hun løbende viser sine billeder og scorer kunder. Vi så en sky af drøngode billeder og hørte vældig meget om hendes adskillige projekter. Mange af dem om arkitektur i forbindelse med nye bygninger eller bydele, og her var hendes fidus at komme ud på byggepladsen et par dage inden indvielsen og meget tidligt om morgenen – og så tilbyde billederne til bygherre eller arkitekt.

Hun foretrak også de tidlige timer, når hun ville fotografere naturen i forhold til de nye kvarterer, fx Vestamager. Morgendis eller tåge er en gave til fotografen, og regn og sne giver også gode og anderledes billeder. Andre gange fotograferer hun fra stor højde, for at opnå en usædvanlig vinkel, fx SAS-hotellets tag (efter aftale), og hun har anskaffet en drone og fået certifikat til den, så hun kan levere luftbilleder, og dem så vi flere gode eksempler på.

Astrid findes her:

www.Astridkbh.com

www.instagram.com/astridkbh/

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Bedømmelse af Glas konkurrence #2

Husk at sidste indlevering til konkurrencerne “Natur” (papir) og “Photo travel” (digital) er på tirsdag d. 19 november

og indlevering til Glas 3 er tirsdag d. 10 december, se den samlede oversigt over indleveringer sidst i indlægget.

Denne tirsdag aften var der bedømmelse af billeder til vores Glas konkurrence 2 og som dommer havde vi Henrik Boserup fra KFAK.

Indledningsvis viste han en stribe af sine egne fine billeder inden han guidede os igennem bedømmelsen af først den digitale kategori og siden papir kategorien. Det gjorde han på en dejlig let og personlig måde med en god portion humor samtidig med han kom med input til hvad han evt. ville gøre for at forbedre et billede.

Der var indkommet 72 billeder til den digitale og 48 papir billeder og i begge kategorier gik vi fra nr. 25 til nr. 1 vinderbilledet. Placeringerne for de to kategorier som nedenfor.  En rigtig fin aften, især for Søren der vandt begge kategorier ?

Digital: fra venstre mod højre
1.pl. Søren Andersen “Klar”
2.pl. Preben Jul Madsen “Kvinden i spejlet”
3.pl. Kalle (alias Carl Christian) “Sindstilstand”

Papir: fra højre mod venstre
1. pl Søren Andersen “Vinterløb”
2. pl Uwe Hess “Trappe”
3. pl Lise Aagaard “Snefog”

 

Derudover blev der givet dommerdiplom til Henning for hans billede ”Hello” som dommeren havde moret sig rigtig godt over.

Oversigt over indleveringer, findes også her på hjemmesiden under menupunkt: Konkurrencer/1. Afleveringer

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Spændende og flotte billeder fra Una Streit Larsen

Skrevet af Susanne Sørensen

Tirsdag den 5. november havde vi besøg af Una Streit Larsen. Una, der har været medlem af Downstairs siden 2015, har siden da produceret det ene flotte fotokonkurrenceresultat efter det andet: hun er Nordisk Stormester i Fotografi sølv og har en EFIAP titel, har fået både guld, sølv og bronzemedaljer i Mellem Sund og Bælt 2019 og en flot placering i det individuelle mesterskab i Den Nationale 2019 for bare at nævne nogle af resultaterne, og denne klubaften havde vi overtalt hende til at lægge sin verdenspræmiere som klubforedragsholder hos os. Forventningerne var tårnhøje og blev til fulde indfriet. 

Efter de ”sædvanlige” startproblemer med at få billeder til at ”hoppe” over på vores tv-skærm fortalte Unas om sit store fotostudie og viste et bredt udvalg af sine fotos. Det var f.eks. fra musikfestivaler, dyr, landskab, street og ikke mindst hjertebørnene: balletbilleder, portræt og iscenesatte modelbilleder, herunder også nude 

Una arbejder meget med lys, tænker altid over baggrunden, og har både makeup-assistent, masser af hårlak (det sparer ”frisørjob” i photoshop fik vi fortalt) og modeller med til mange af sine optagelser. Balletfotoene afbilder mange flotte ”umulige” positurer, som både kræver en dygtig danser, perfekt lyslægning og en fotograf der forstår at skyde i det rette øjeblik. 

Una fortalte at hun har hovedet fuldt af ideer. Når hun arbejder med modeller, præsenterer hun modellen for sin idé og spørger ”kan du lave det”, og så er det op til modellen at sige ja, nej eller måske. 

Når Una er på fotojobs ved musikfestivaler eller andre liveperformances er det vigtigt at tænke og komponere billederne hurtigt, og det så vi mange fine eksempler på. 

Ved siden af det omfattende fotoarbejder, herunder bestilte og betalte jobs, er Una også dommer i mange fotokonkurrencer, faktisk var hun også én af de tre dommere i Herlev Fotoklubs ”Årets billede” konkurrence 2019. 

Vi blev opfordret til at holde øje med biennaler på SDF’s hjemmeside. Da disse konkurrencer er lidt oversete blandt medlemmerne, er der gode muligheder for en pæn placering. 

Det var en meget vellykket aften hvor vi fik med masser af tips og inspiration til vores egen fotografering og fotobearbejdning. 

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Inspirerende besøg af Stine Ring Hansen

Skrevet af Jørgen Jacobsen

Stine er billedhugger / bronzestøber, og hun fortalte os om at se – sådan rigtig se efter, hvad der er omkring os. Når man åbner øjnene helt, lægger man ikke vægt på, om det er grimt eller flot eller hvem det ligner, men på formen og strukturen – og måske fornemmer man en stemning eller et indtryk af det, man ser.

Hun illustrerede det med et bundt visne porrer. Hvis man fokuserer på bunden, minder de trevlede rødder om en blød børste, og kigger man kun på bladene i toppen, er der skarpe linjer i det mørkegrønne – og nogle brunlige, krumme, visne porretoppe. Der er en interessant konflikt mellem de skarpe, grønne blade og de krumme, brune.

Efter at vi havde været omkring mange måder at udnytte sine ”Nye Øjne” på – tag den med ro – sig hej til dem, du møder – så kommenterede Stine nogle af vores egne billeder, som hun havde set på vores hjemmeside. Det gav anledning til flere gode diskussioner – fx om, hvad meningen med billedet er, og hvad man kan gøre, for at gøre det mere tydeligt, fx skære nogle forstyrrende elementer væk. Billeder skal skabe noget hos beskueren, en stemning, eller måske en forundring, og det kunne flere af vores billeder, mente hun.

Til overflod havde Stine taget nogle af sine egne, små værker med, som gik rundt fra hånd til hånd. Et var ”Kysset”, et andet ”Stille venten”. Fælles for de små, tunge bronzefigurer var de meget varierende overflader og det, at de var åbne for fortolkning. Imens figurerne vandrede rundt, fortalte hun om de teknikker, hun udnytter ved bronzestøbning og efterfølgende behandling.

Det var en meget inspirerende aften, som gav indblik i nogle helt andre måder at arbejde med billeder på.

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Smagsdommerne

Denne tirsdag var der mulighed for alle at medbringe nogle af de billeder man arbejder med der hjemme til konkurrencer eller lignende. Så mange af medlemmerne havde taget billeder med på USB-stik eller upload i Dropbox og vi havde en fin aften hvor vi diskuterede billeder med masser af konstruktiv kritik.

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Farverige profiler

Sørens farveforestilling. I aften fortalte Søren os næsten alt om farver, farverum, farvestyring og den slags. Farvestyring er nøglen til, at du får lige præcis de farver og den farvestemning frem både på skærmen og på dit print, som du ønsker. Farvestyring betyder, at du styrer de farver, du ser på skærmen, ved at kalibrere skærmen – fx. med klubbens farvekalibrator. Bagefter kalibrerer du din printer enten ved at bruge klubbens farvekalibrator (Color Munki), som kræver at du ofrer to ark papir (pr. type, som du vil kalibrere), og så får du en farveprofil – ICC-profil, som er karakteristisk for netop din printer og den pågældende papirtype. Alternativt kan du bruge papirfabrikantens ICC profil, hvis der findes sådan en for netop din printer. Det er næsten lige så godt.
Farveprofilerne er en slags ordbøger, som oversætter farverne ude i virkeligheden til nogle tal i computeren, som passer til henholdsvis skærmen og printeren / papirtypen. Når du kender farveprofilerne, kan du bruge en snedighed i både Photoshop og Lightroom, som hedder “soft proof”. Det betyder, at computeren kan efterligne, hvordan printeren vil lave dit print på det papir, du har valgt. Hvis du fx vil lave et billede på mat papir, vil “soft proof’et” blive kontrastløst og uden smæk i farverne – og så kan du vælge at rette op på det, så dit ‘proof’ kommer til at ligne det, du gerne vil have frem. Så er det smart at gemme det tilpassede billede med et nyt navn, som indeholder papirtypen, så du senere kan vælge den rigtige fil, når du skal printe.
Søren kom også ind på, at printeren / papiret nogen gange ikke kan printe de farver, vi ønsker – de er uden for ‘gamut’. Det viser “soft proof” ved at markere de områder, hvor farven ikke kan gengives. Så kan man vælge at formindske saturering (farvemætning) af de pågældende kulører og/eller lysne eller mørkne dem lidt. Måske skal man ændre så meget på farverne, at billedet bliver grimt, og så må man måske vælge noget andet papir med større gamut – fx et blankt papir.
Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Bedømmelse af konkurrencerne Store billeder og Monochrome papir

Denne aften havde vi bedømmelse af to konkurrencer begge på papir. Den ene var den klassiske monokrom i 30x40cm og den anden var som noget nyt en konkurrence i stor format max. 50x70cm, til begge kategorier var der indkommet ca. 30 billeder. Til at dømme alle de indkomne billeder havde vi Carsten Selvang fra Lyngby Fotoklub. Igen til denne aften var der et rigtig flot fremmøde.

Ved en kort præsentation fortalte Carsten at han holder af alle gode billeder og har fotograferet i mange år, selv primært tager billeder af landskaber og dyr. Han ville bedømme stor format billeder ud fra, om det selvfølgelig er et godt billede, udførelse osv. men også om billedet vinder ved at bliver trykt i stor format i stedet for det normale 30×40. Carsten lavede en fin gennemgang af de rangerede billeder fra nr. 25 til nr. 1 i begge konkurrencer og gav god og konstruktiv kritik for at underbygge hvorfor billedet var blevet placeret som det var.

I kategorien ”Stor Format” vandt Jørgen og nr. 2 og 3 blev hhv. Hans og Alf, billederne nr. 1 til 3 nedenfor fra venstre til højre.

I kategorien ”monokrom” vandt Alf og nr. 2 og 3 blev hhv. Søren og Alf, billederne nr. 1 til 3 nedenfor fra venstre til højre.

Derudover gav dommeren et diplom i hver kategori, i ”Stor Format”  tilfaldt det Alf for “at udnytte stor formatet til at skabe storslåethed og drama” og i Monokrom til Henning “for et virkelig sjovt billede”.

Efter afgørelsen og vinderne var fundet viste Carsten en række af sine egne fantastiske landskabs og dyrebilleder, fortalte lidt om valgt fotoudstyr og noget om at rejse og stå tidligt op for at få de billeder i ”kassen” som man drømmer.

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Teknikaften – om HDR

Der var pænt stort fremmøde til en teknikaften om et noget nørdet emne: HDR. Det er en teknik, som er beregnet på, at man tager flere billeder i hastig rækkefølge af et motiv, hvor der er for stor kontrast – så stor forskel mellem de mørkeste og de lyseste dele af motivet, at det uvægerligt vil føre til at enten skyggerne mudrer sammen eller højlysene brænder ud. Billederne tages med forskellig eksponering (bracketing), så det mørkeste af billederne akkurat ikke brænder ud og det lyseste (mest overeksponerede) har tegning i de mørke dele. Teknikken kan også bruges til at lave flotte effekter med.
Først forklarede og demonstrerede Uwe teknikken, hvor han bruger 5-billeders bracketing, og han viste hvordan de forindstillede teknikker i programmet Photomatix Pro kan bruges til at give både flotte, kedelige og spændende billeder, og hvordan man kan hive i håndtagene og få det til at se endnu mere anderledes ud. Han forklarede også de problemer, der opstår, når motivet ændrer sig imellem de enkelte optagelser, så der opstår spøgelsesagtige konturer (ghosts), og hvordan man nogen gange kan dæmpe spøgelserne.
Bagefter fortalte Jørgen, hvordan han bruger to udgaver af det samme billede – et lyst og et mørkt – til at lave HDR-billeder med mere liv og KaPow end udgangsbilledet. Og uden spøgelser. Billederne bliver klart bedre, når man går ud fra et Raw-billede, som man først har ‘fremkaldt’ i Photoshop, Jpeg billeder kommer tit til at ligne plakater med grimme, tydelige overgange fra en nuance til en anden.
Faktisk kan man endnu nemmere nøjes med ét billede, som Photomatix også kan få noget HDR-lignende ud af, måske med lidt mindre KaPow, blev det demonstreret. En anden, simpel løsning er at bruge Nik Collections HDR-filter. Men den kan godt være svær at styre, for effekterne kan blive for overdrevne.
HDR eksempler
Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Den Nationale 2019

Den Nationale 2019 var i år henlagt til Fotodage 19 i Vejle. Susanne, Tage, Uwe og undertegnede var Herlev Fotoklubs repræsentanter på stedet. Det var nye tider, med kun en dag mod en weekend tidligere. Det sås både på antal deltagere og foredrag, som var langt færre end tidligere. Udstillingen af konkurrencebillederne var dog under nogle fine betingelser.

Der var middag på Hotel Bedst Western, hvor vi alle fra Herlev deltog. Efter middagen blev resultaterne af Den nationale konkurrence afsløret. Det var en god dag for Herlev. Vi blev nummer 6 i klubmesterskabet med 240 point – ca dobbelt så mange point, som vi har opnået de senere år. Point, som dels skyldes mange antagelse (38 fordelt på 10 personer) og dels skyltes diplomer til både Jørgen og Alf. Det blev også til en sølvmedalje til Alf i kategorien ‘Landskab’ og han blev sammenlagt nummer 7 i det individuelle mesterskab.

Succesaftenen sluttede med, at Tage fik overrakt en SDF-nål. Godt gået Tage.

Resultater findes på SDFs hjemmeside.

Den nationale 2019 fortalt i billeder

     

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar

Billeder til Herlev medborgerhus

I går aftes havde vi en lang diskussion omkring at vælge de ca. 10 billeder, vi vil præsentere Martin Hilker (Herlev Medborgerhus) for, og som han kan vælge de 5 stk., som han vil foranstalte blæst op i 1 m x 1½. Jeg var forbi ham i eftermiddags med de 12 billeder, vi kom frem til, og han glædede sig som til juleaften til at se dem. I kan se de udvalgte i Dropboxen (/Medborgerhuset / Særlig Udvalgte).

Her er et par af de udvalgte billeder:

Udgivet i FotoBlog | Skriv en kommentar